Hvis jeg kunne skrive noget til mig selv, til den jeg var da jeg var mindre, hvad ville jeg skrive?

Dette er ikke for, at skræmme dig, men for at hjælpe dig.
Når du bliver større vil der komme et menneske ind i dit liv, som ikke er der længe men når at gøre stort indtryk på dig og dit liv. Han vil virke skræmmende i dine øjne, men lad det ikke få dig til, at tvivle på din styrke. Du er klog, du kan læse ham som du læser en bog. Han tror, at han kan skjule det for dig, men lad ham ikke gøre det. Brug din styrke og brug dine ord. Brug dine øjne og brug din mund. Det ved jeg, at du kan.
Du er lille og spinkel, din muskler er små men din hjerne er dit redskab. Brug den.

Du vil komme ud for en masse negativitet. Du vil støde på en masse mennesker, som vil gøre alt for, at såre dig og se dine øjne løbe i vand. Men lyt ikke til dem. Vend den anden kind til og bliv ved med at tro på dig selv. Lov mig det.
Du er og kan så meget mere end du tror. Fortæl med dine ord, at det de gør ikke er godt. Fortæl dem, at de ting de siger ikke ændre noget. Det ændre ikke på hvem du er og det skal ikke få dig til at tvivle på hvorvidt du er noget værd eller ej. Du skal ikke lade det påvirke din dømmekraft eller dit syn på dig selv.

Vær stærk og hold hovedet højt. Du skal nok komme igennem det. Jeg tror på dig.

P.S. Følg dit hjerte og gør de ting du drømmer om. Lad ikke andre bestemme hvad du skal gøre med dit liv. Det er dit og du har fået det for, at leve det. Så lev det. 

// Sarah Katrine
Instagram – sarahkatrinekat
Mail – Sarahkatblog@gmail.com

Jeg har længe ikke haft det godt (Surprise, det er nu engang det denne blog handler om), men her til morges ramlede det hele sammen.

Jeg var kommet ud af sengen og fik lagt makeup osv.
Men pludselig fik jeg det rigtig dårligt. Tårene begyndte at trille og tankerne blev utallige.
Jeg fik snakket med min mor, inden hun skulle aflevere min søster i børnehave og på arbejde.
Da de var gået, gik jeg ind på mit værelse og uden at tænke over det tænde jeg for mit kamera og satte mig ned.
Jeg fik snakket i 30 minutter, men jeg har dog været lidt sød at klippe lidt fra og de mange pauser..

Jeg er normalt røv til, at snakke om de ting der sker i mit hoved, men jeg prøvede.

https://www.youtube.com/watch?v=111iqqydwno&t=18s

Tusind tak fordi du gav dig tid til, at læse og lytte.

#Recoveryispossible

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

Jeg gik fra Sydfyns Erhversforskole (Produktionsskole) til et forløb kaldt Quick Care til, at være klar til at starte på uddannelse og nu er jeg tilbage på Sydfyns Erhversforskole (Produktionsskole).

Grundet overfald i august måned, er jeg nu tilbage på Sydfyns Erhversforskole. Jeg var på ingen måde klar til, at starte på uddannelse tre dage efter overfaldet. Jeg blev meldt ud af PAU Odense (Pædagogisk assistent uddannelsen) og gik hjemme i omkring to måneder. Jeg kunne ikke holde ud, at gå hjemme igen.
Så jeg søgte ud på Sydfyns Erhversforskole igen.

• Sydfyns Erhversforskole havde sidste år valgt, at smide mig ud da de ikke kunne håndtere min angst ifh. til de tildelte opgaver. 

Jeg troede egentlig, at jeg var klar til det – men det kan jeg godt mærke i min krop og i mit hoved, at jeg ikke er.
Det er svært for mig, at stå op og gøre mig klar, går ud af døren og komme med bussen.
Min koncentration er lig nul og uroen i min krop er voldsom.
Jeg gør alt hvad jeg kan, da jeg virkelig gerne ville kunne “fungere som et normalt menneske” – forstået på den måde, at jeg gerne vil kunne gøre de ting mine venner og veninder gør. De har travlt med skole/arbejde og de nyder det. Men når jeg sidder i skolen kan jeg hverken høre efter eller gøre de ting jeg bliver sat til, fordi jeg er på kanten til, at knække hver eneste minut.

Det at være tilbage på Sydfyns Erhversforskole, er i mine øjne også et kæmpe nederlag, da jeg for et halvt år siden blev fortalt, at jeg var uddannelses klar og at jeg var kommet ind på daværende drømme uddannelse.
Men efter overfaldet i august kan selv de mindste ting virke uoverskuelige. Det kan være alt fra at gå ud og tage et glas vand til at sidde i skolen og lave den tildelte opgave. Min koncentration er ikke til at finde og energien er der ikke.
Jeg er nu der hvor jeg egentlig bare gerne vil ligge i min seng og kigge tomt ud i luften igen.
Jeg bruger meget tid sammen med veninder og kæreste, da jeg gerne vil kunne gøre de ting som mine jævnalderende gør. Men det tager utrolig hårdt på mig og resulterer ofte i hovedpine, kvalmene følelse og tåre.

Jeg gør alt hvad jeg kan, men det gør ondt.
Det gør ondt når jeg bliver nødt til, at tage tidligere fri fordi mit hoved ikke kan klare mere. Jeg begynder at blame mig selv og så er “hadet” til mig selv større, forstået på den måde, at jeg bliver irriteret og skuffet over mig selv og jeg ved godt, at det ikke nytter noget – Men det er nu en gang sådan det er.

Det gør ondt, at jeg kan se mennesker omkring mig havde det godt og nyde det, at komme i skole. Jeg kan dårlig nok træde ud af vores hoveddør. Hvorfor kan jeg ikke være lige som dem?

Så snart jeg træder ud af døren kan jeg mærke en kæmpe knude vokse sig større og større. En spænding i kroppen og tanker der langsomt kryber frem og fortæller mig, at jeg ikke skal gå ud. At jeg bare skal gå tilbage og ligge mig i sengen.
Så snart jeg træder ind i bussen kan jeg mærke mine håndfalder bliver fugtige og min vejrtrækning bliver underlig.
Så snart jeg træder ind på skolen, kan jeg mærke en voldsom hovedpine samt voldsom hjertebanken, en underlig vejrtrækning og mit syn bliver sløret.

Er jeg overhovedet klar til det her?

Jeg kigger mig konstant overskulderen og er opmærksom på hver eneste lyd omkring mig. Jeg bliver træt.
Jeg er bange og jeg kan ikke holde ud, at være i min egen krop.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

I can still hear your voice.
I can still feel your hands touching me.
I can still see you when i close my eyes.

I still remember everything you said.
I still remember everything you did.
I still remember what the house looked like.
I still remember what you were wearing that night.

Will i ever be able to forget you and what you did to me?
Or will i have to see you everytime i close my eyes and feel your hands on me every single day for the rest of my life?

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

“I hate you for what you did to me.”

Bølgerne slår stille mod stenene, mens fuglene synger deres sidste sang.
Solen er så småt på vej bag horisonten, og bådene er stille på vej tilbage mod havnen.

Jeg kigger op og ser at de tunge skyer på vej over den ellers fine og skyfrie aften himmel.
Det blæser op og stilheden er nu forbi.

Dråberne rammer min kind, en efter en.
Tordenen ruller over mig. Det ene brag efter det andet.
Byen der før var så stille og rolig, bliver nu lyst op af lyn.

Jeg burde gå hjem, men det er som om mine ben er låst.
Jeg kæmper men det nytter intet.
Jeg er fanget.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

De har nu givet op på, at finde manden som forsøgte at hive mig med

ind i skoven.

Hvilke tanker skaber det?

• Han er stadig derude og kan gøre nøjagtig det samme med en anden.
• Han har ikke fået den straf han burde.
• Han har ikke fået chancen for, at lærer af sine fejl.
• Han kan gøre det mod mig igen.

Jeg ved, at de har haft problemer med, at finde DNA fra min jakke, samt den blyant jeg brugte til, at stikke ham i handen med, da jeg prøvede at kæmpe mig fri. Men den frustrerende, bange og angst fyldte del af mig forstår det ikke. Jeg går hver dag med en følelse om, at han er bag mig igen. Forsøger, at hive mig væk fra hvor folk kan se hvad der forgår. At han igen holder mig tæt ind mod hans krop. At jeg igen en dag står ansigt til ansigt med ham.
At jeg igen kan lugte øl lugten fra hans jakke. At jeg igen kan se hans blå øjne.

Jeg går hver dag med en følelse af, at jeg stadig kan mærke hans arme omkring mig. At jeg stadig kan mærke hans ånde i nakken. Det er snart to måneder siden det skete, og jeg har været i bad utallige gange – Men jeg føler mig stadig klam. Klam fordi hans hænder rørte mig og hans ånde ramte min nakke.

Jeg kan stå på mit værelse og kigge ud til hvor det hele skete. Jeg ser tingene blive vist for mig om og om igen.
Det lyder sygt, men det er som om jeg står der igen.

Jeg håber, at du en dag bliver straffet for dine umenneskelige handlinger.

// Sarah Katrine
Instagram – sarahkatrinekat