Kan jeg ikke selv se min fremgang efter, at have været tre uger ude af min “comfort zone” og opleve en helt anden hverdag en jeg har været vant til de sidste år?
-Jo, det kan jeg i den grad.
Hvordan kan jeg se det?
– Jeg er ikke længere så bange, som jeg var før jeg tog afsted. Mit hoved går ikke i panik, når jeg hører hoveddøren åbnes. Mit hoved går ikke i panik, når jeg hører hoveddøren lukkes og jeg nu er alene hjemme. Jeg mærker stadig angsten, når jeg går rundt på egen hånd, men jeg lader den ikke styrer mig og jeg lader den ikke stoppe mig i de ting jeg ønsker, at gøre.
Jeg blev opereret for en uge siden, og jeg har aldrig i mit liv frygtet en operation så meget som jeg gjorde der. Når jeg siger, at jeg frygtede operationen mener jeg, at jeg frygtede, at skulle ligge i min seng de kommende dage efter operationen. Jeg havde på ingen måde lyst til, at skulle ligge i min seng og ikke være i stand til ikke, at gøre noget – Jeg ville ikke komme tilbage til det jeg var vant til, netop fordi jeg kan se, at det går fremmad.
Jeg føler mig stærkere end nogenssinde før, fordi jeg formået, at komme ud ad sengen og fik pakket min kuffert og jeg kom afsted med England, på trods af depressionen og angsten forsøgte, at stoppe mig. At tage til England var en af de bedste beslutninger, som jeg længe har taget. Jeg stod mere eller mindre på egne ben og jeg følte mig ikke længere så afhænglig af andre, som jeg hidtil har gjort.
Det var hårdt, men jeg gjorde det og jeg er så stolt af mig selv. Så jeg kan godt se min fremgang og jeg kan godt se, at jeg kan meget mere end jeg før har troet/følt.
Jeg har ikke lyst til, at falde ned igen – Selvfølgelig vil jeg ikke det og jeg kæmper for, at holde mig oppe. Jeg ved godt, at angsten måske altid vil være der, forhåbentlig i mindre grad som tiden går – Det er jeg udemærket klar over, men jeg har formået at komme ud af min “comfort zone” på trods af angsten forsøgte, at stoppe mig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen. Jeg kan se min egen styrke langt bedre end for to måneder siden.
Jeg er fyldt 20 år og jeg må indrømme, at det har været noget af en ændring.
De sidste måneder har været som en vild rutsjebanetur, men jeg har ikke været spændt fast og jeg har skulle holde mig selv oppe og på rette spor. Jeg har ingen idé haft om hvilken retning vognen skulle næste gang. Om den skulle op eller ned, højre eller venstre, vidste jeg ikke og det har til tider været skræmmende ikke, at vide det men der har bestemt også lært mig en masse om mig selv og min egen styrke, men også om de mennesker der er omkring mig og bestemt også en masse om dem der ikke er omkring mig længere – Og ja, jeg har “mistet” en del “venner” de sidste par måneder. Ikke alle ville mig det bedste, eller jo det ville nogen af dem måske, men de viste det ikke.
Noget jeg har lært om mig selv, eller indset er nok det ord der skal bruges i denne sammenhæng – er at jeg er langt stærkere end jeg til tider tror/føler. Ingen tvivl om overfaldt sidste August, bl.a, tog utrolig hårdt på mig og slog mig en del ud af kurs, men jeg kan sagtens gå ud af min dør og jeg kan sagtens komme gennem dagen. En andens handlinger skal ikke stoppe mig og det skal bestemt ikke slå mig ud af kurs – Ikke mere end højest nødvendigt, hvis man kan sige det sådan.
Jeg var selvfølgelig utrolig ked af det og rystet over hvad der skete den aften/nat. Det er der ikke noget, at sige til og jeg var da også bange for, at det ville ske igen og det vil jeg da nok altid være og ja, det har da sat sine spor, men jeg kan sgu godt gå ud og jeg kan sgu godt gå gennem byen uden at skulle gå og være bange. Jeg er stærkere nu efter hvad der skete.
Og andres handlinger skal ikke have så stor en indflydelse på mig og mit liv.
Jeg har længe kæmpet med depression og angst og ja, der kommer da tanker/billeder/følelser, som jeg havde da det var rigtig slemt, i ny og næ, men jeg gør hvad jeg kan for, at holde gang i de positive tanker og jeg gøre mit bedste for, at huske hvordan det føles når jeg har en god dag. Jeg prøver, at huske hvor meget det smitter af på mine medmennesker, når jeg har det godt.
Føler jeg mig klar til, at starte uddannelse? Nej, det gør jeg ikke, da jeg godt er klar over hvor stærk min depression og angst er – Dem ville jeg aldrig undervurdere. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er på rette spor og jeg kan nu også mærke min egen styrke og den skal jeg bestemt heller ikke undervurdere, overhovedet. Men jeg ved, at jeg stadig har en masse som er en byrde for mig og den skal gøres lettere før jeg overhovedet begynder, at tænke i de baner. Ingen grund til, at presse mig selv og stresse mig selv.
Jeg kan også mærke, at jeg ikke er så afhænglig af andre som jeg måske var få måneder siden.
Og det skyldes bl.a, at jeg brugte tre uger i England uden min familie og venner. Det har bestemt været hårdt, men mest af alt super lærerigt. Jeg var i England for at besøge en helt specielt person, som i den grad gjorder turen til et nyt land meget nemmere.
I England var det ikke noget problem for mig, at gå gennem byen – Jeg mærkede ikke til min angst og hvis den prøvede, at titte frem bad jeg den stille og roligt om, at gå den anden vej. Jeg takkede nej til den. (Selvfølgelig noget jeg tænkte til mig selv.)
Jeg snakkede med mine forældre og søskende samt venner og veninder et par gange om ugen for lige, at tjekke ind og fortælle hvordan det gik og for, at høre hvordan det gik med dem. Og ja, jo tættere vi kom på at jeg skulle på flyet hjem igen, jo større blev savnet – Ingen tvivl om det, men det var ikke ulideligt på noget tidspunkt.
Jeg har nu snart været hjemme i en uge og jeg slapper af når jeg høre hoveddøren åbnes – Noget som jeg ikke har været længe, men nu genere det mig ikke længere.
Jeg kan sagtens kigge ud af mit vindue, som før var et problem efter hvad der skete sidste sommer.
Det genere mig ikke, at være alene – og det er alene hjemme eller gå alene gennem byen – Ser det ikke længere som værende et så stort et problem som jeg gjorde før.
Og det kan være fordi jeg lige nu er i en god periode og det kan da sagtens være, at jeg falder lidt ned igen, det ville ikke overraske mig, men så ved jeg at det ikke er jordens undergang og jeg ved, at jeg er stærk nok til, at kæmpe mig op igen.
Jeg har gjort det før, så hvis det skulle ske (7-9-13), så ville jeg kunne gøre det igen.
I’ve said goodbye to people who isn’t good for me. People who, I thought, were my friends. People who, I thought, made me feel better.
But I’ve realized that they weren’t my friends. They didn’t make me feel good. Some talked nonsense behind my back. Some have tried to start rumors about me. I’ve realized that I don’t need them. It took me a while to realize it. I don’t understand why it took me so long but it was a lesson. I’ve learned, I’ve grown.
The past couple of months have been a little crazy. I have been confused, frustrated, sad, happy, crying, smiling. I’ve learned so much about the people around me and myself. I know a bit more about what’s good for me and what isn’t good for me. I am moving on.
I want to say a special thank you to my family and friends for hugging me when things got a bit to much, smiling with me on my good days and talk to me when I needed to talk.
And another special thank you to someone really special, who have helped me open up about some things. You’ve been a really big inspiration to me. I can’t thank you enough.
I’ll see you soon.
Thank you to everyone who reads my blog and follow me on my social medias for always believing in me and making me smile on the bad days.
I went for a walk last night.
I walked across an empty soccer field.
I stopped.
The sun was setting and the sky was beautiful.
But when I turned around, the bright colors slowly turned darker.
The sky was now covered by dark grey, almost black clouds.
Is it weird, that I was more attracted by the dark side?
Is it weird, that I find it safe?
I know.. I was getting better, but I’m scared. I’m scared to get better.
I’m used to the depression.
But i guess that’s what depression does to you.
It make you push people away and stay in bed instead of going out with friends, make you quirt – You don’t talk anymore – You just feel – Keep it all to yourself.
And it makes you feel safe.
I was standing alone on the soccer field.
I forced myself to turn around. Turn around so I could see all the beautiful colors.
My body was shaking and my mind was going crazy. It was like a war zone.
My mind kept telling me to turn around again. Turn around so I could feel safe.
But I didn’t.
I want to get better, but what if I can’t? I’m scared.
What if the depression is too strong? What if it comes back? Will I still be me, if I get better? Will my family/friends still like me? Am I going to feel alone? Will they leave me?
What if I push them further away? What if they push me away?
I haven’t been blogging much lately and there’s a reason for that.
I made a life update video, where i’m talking about what i have been up to and whats going on in my life right now. You can see the video HERE.
Life can be hard sometimes, but you’re stronger than you think.
Normalt har jeg aldrig gået i kirke.
Da jeg var barn fandt jeg det kedeligt.
Da jeg blev ældre begyndte jeg, at forbinde det med sorg.
Da jeg blev lidt ældre begyndte jeg, at forbinde kirken med ro.
Jeg går nu ind i kirken når støjen på gaden bliver for meget.
Når tankerne flyver rundt.
Når jeg ikke længere aner hvad jeg laver.
En tanke eller to bliver der altid sendt til min kære familie medlemmer,
som desværre ikke er blandt os længere.
Dem jeg har mødt og dem jeg først møder når det er min tur.
Tanken om, at De er der et sted skaber ro.
Det giver mig styrke til, at kunne forlade kirken igen
og bevæge mig ud i de menneskemængden igen.
Jeg kan forlade kirken med et smil og en styrke, som jeg havde mistet.
I’m turning 20 next week and it’s hard for me to believe.
The reason why it’s hard to believe is when I was younger, me and my family was going through what I like to call “Hell.” It was a tough time and when I felt everything was falling apart, my hero – Also called dad, showed up and got us away from there.
My brother was standing next to me while I was crying. He wrapped his arms around me and said “It’s going to be ok now.” while a tear rolled down his face. He did everything to make me smile when I couldn’t stop crying.
My mom is my rock. She is the strongest women I’ve ever met.
She have done everything she could so to help us – just like the rest of my family.
I am thankful to have to many loving and caring people around me.
Without them I wouldn’t be who I am today.
So thank you.
I made a video where i’m talking a bit more about this – you can watch it right HERE .
Rigtig mange mennesker spørg mig tit hvad jeg vil med mit liv og hvilke planer jeg har for fremtiden. Og jeg svarer det samme hver eneste gang – Jeg ved det ikke.
Det er ikke helt korekt, jeg har mange ting som jeg rigtig gerne vil og ting som jeg har drømt om i mange år.
Men de ting som jeg rigtig gerne vil, kræver ikke nødvendigvis en uddannelse.
Mange mennesker har rigtig travlt med, hvad jeg (og andre som ikke er under uddannelse) skal i gang med og hvilken uddannelse jeg vil i gang med, hvilket arbejde jeg ønsker osv. Men jeg er ikke typen, som kan planlægge mit liv længere ud i fremtiden.
Og det kan jeg bestemt ikke nu, da jeg stadig kæmper med depression, angst osv.
Lige nu har jeg fået sat gang i nogle ting, og om to ugers tid er der forhåbentlig lidt mere styr på det.
Og så nyder jeg bare en dag ad gangen og forsøger, at få så meget ud af den som overhovedet muligt, trods depression og angst.
Og så forstår jeg ikke hvorfor folk de forventer, at så snart du er færdig med 9./10. klasse at du så skal ind på gymnasiet eller andet. Jeg har det sådan, at jeg altid kan tage en uddannelse, så hvorfor stresse med det?
Fair nok, hvis man ved hvad man vil og klare sig godt, så er det jo helt ok.
Last time I saw you, I really thought it would be the last time. But I guess it wasn’t. I haven’t seen you in person since that day, but I kind of wish I saw you in person instead of the way I’m seeing you now.
Now I see you every time I close my eyes. Every night I see you like you were just in front of me. I’m trying to run a way and hide, but you always find a way to find me and catch me. But in real life I could just have called someone to pick me up. But it’s not how it is.
I see you the second I close my eyes at night. No place to hide and it’s almost impossible for me to open my eyes or wake up. I have to look at you again.
Being able to look in to your blue eyes again, gives me chills. Being able to smell your deodorant again, makes me sick. Being able to feel your cold hands, makes me scream. But screaming doesn’t even matter because no one can hear me. It’s all in my head.
And yes, I know it’s just my head messing with me, but it’s so real that it feels like I’m back at that place once again. And because of you, I have do deal with this ever time I close my eyes.
I can’t believe it almost has been 7 years. It feels like we haven’t talked in forever but i still remember the last time we talked.
You were getting ready for soccer practice but you were late so you asked your mom to drive you. You texted me when you were in the car.
“I have to go but i’ll talk to you as soon as i’m home, ok?” “Ok, i’ll talk to you soon. Have fun.”
I knew how long soccer practice took so i waited for two hours so i was sure you were home. I texted you saying,
“Hey, how was practice?”.
And you didn’t text me back. I went to bed because i thought you were too tired to talk. I texted you the next day, and you still didn’t texted me back. I thought you ignored me.
But finally i received a text a week later, from you – or from your phone.
What really happened – you never made it to practice.
I didn’t knew what to say and i couldn’t believe it.
You wasn’t ignoring me. You didn’t even knew i tried to get in touch with you.
You were no longer with us.
I cried my eyes out and i barely talked to anyone about it.
We were more than friends, you were my boyfriend.
We talked about everything, we had dreams and we supported each other.
But we don’t talk anymore – I bet we would but we can’t.
I still can’t believe you’re not with us anymore but i know you’re somewhere safe and peaceful.
I know you want me to be with someone who makes me happy, and i am.
I think you would really like him, his name is Nicolai. He knows how much you mean to me and how much i miss you.
He’ll do what ever he can to take care of me and be there for me, so i’m happy.
And i hope you’re as well.
I miss you but i know we’re going to see each other again – So promise me you’ll wait for me. I have some things i have to do before i leave – So i might be old when you see me again, haha.
