Jeg er fyldt 20 år og jeg må indrømme, at det har været noget af en ændring.
De sidste måneder har været som en vild rutsjebanetur, men jeg har ikke været spændt fast og jeg har skulle holde mig selv oppe og på rette spor. Jeg har ingen idé haft om hvilken retning vognen skulle næste gang. Om den skulle op eller ned, højre eller venstre, vidste jeg ikke og det har til tider været skræmmende ikke, at vide det men der har bestemt også lært mig en masse om mig selv og min egen styrke, men også om de mennesker der er omkring mig og bestemt også en masse om dem der ikke er omkring mig længere – Og ja, jeg har “mistet” en del “venner” de sidste par måneder. Ikke alle ville mig det bedste, eller jo det ville nogen af dem måske, men de viste det ikke.
Noget jeg har lært om mig selv, eller indset er nok det ord der skal bruges i denne sammenhæng – er at jeg er langt stærkere end jeg til tider tror/føler. Ingen tvivl om overfaldt sidste August, bl.a, tog utrolig hårdt på mig og slog mig en del ud af kurs, men jeg kan sagtens gå ud af min dør og jeg kan sagtens komme gennem dagen. En andens handlinger skal ikke stoppe mig og det skal bestemt ikke slå mig ud af kurs – Ikke mere end højest nødvendigt, hvis man kan sige det sådan.
Jeg var selvfølgelig utrolig ked af det og rystet over hvad der skete den aften/nat. Det er der ikke noget, at sige til og jeg var da også bange for, at det ville ske igen og det vil jeg da nok altid være og ja, det har da sat sine spor, men jeg kan sgu godt gå ud og jeg kan sgu godt gå gennem byen uden at skulle gå og være bange. Jeg er stærkere nu efter hvad der skete.
Og andres handlinger skal ikke have så stor en indflydelse på mig og mit liv.
Jeg har længe kæmpet med depression og angst og ja, der kommer da tanker/billeder/følelser, som jeg havde da det var rigtig slemt, i ny og næ, men jeg gør hvad jeg kan for, at holde gang i de positive tanker og jeg gøre mit bedste for, at huske hvordan det føles når jeg har en god dag. Jeg prøver, at huske hvor meget det smitter af på mine medmennesker, når jeg har det godt.
Føler jeg mig klar til, at starte uddannelse? Nej, det gør jeg ikke, da jeg godt er klar over hvor stærk min depression og angst er – Dem ville jeg aldrig undervurdere. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er på rette spor og jeg kan nu også mærke min egen styrke og den skal jeg bestemt heller ikke undervurdere, overhovedet. Men jeg ved, at jeg stadig har en masse som er en byrde for mig og den skal gøres lettere før jeg overhovedet begynder, at tænke i de baner. Ingen grund til, at presse mig selv og stresse mig selv.
Jeg kan også mærke, at jeg ikke er så afhænglig af andre som jeg måske var få måneder siden.
Og det skyldes bl.a, at jeg brugte tre uger i England uden min familie og venner. Det har bestemt været hårdt, men mest af alt super lærerigt. Jeg var i England for at besøge en helt specielt person, som i den grad gjorder turen til et nyt land meget nemmere.
I England var det ikke noget problem for mig, at gå gennem byen – Jeg mærkede ikke til min angst og hvis den prøvede, at titte frem bad jeg den stille og roligt om, at gå den anden vej. Jeg takkede nej til den. (Selvfølgelig noget jeg tænkte til mig selv.)
Jeg snakkede med mine forældre og søskende samt venner og veninder et par gange om ugen for lige, at tjekke ind og fortælle hvordan det gik og for, at høre hvordan det gik med dem. Og ja, jo tættere vi kom på at jeg skulle på flyet hjem igen, jo større blev savnet – Ingen tvivl om det, men det var ikke ulideligt på noget tidspunkt.
Jeg har nu snart været hjemme i en uge og jeg slapper af når jeg høre hoveddøren åbnes – Noget som jeg ikke har været længe, men nu genere det mig ikke længere.
Jeg kan sagtens kigge ud af mit vindue, som før var et problem efter hvad der skete sidste sommer.
Det genere mig ikke, at være alene – og det er alene hjemme eller gå alene gennem byen – Ser det ikke længere som værende et så stort et problem som jeg gjorde før.
Og det kan være fordi jeg lige nu er i en god periode og det kan da sagtens være, at jeg falder lidt ned igen, det ville ikke overraske mig, men så ved jeg at det ikke er jordens undergang og jeg ved, at jeg er stærk nok til, at kæmpe mig op igen.
Jeg har gjort det før, så hvis det skulle ske (7-9-13), så ville jeg kunne gøre det igen.
// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat
Youtube – Sarah Katrine Jensen
Mail – Sarahkatblog@gmail.com