Her er et billede af mig uden makeup og ingen redigering.
Min hud er fyldt med ar og urenheder.

Her er et billede af mig med makeup og billeder har har været en ordenlig tur i gennem en redigering.
Mine ar og urenheder er dækket og fjernet.

Jeg bliver ikke gladere fordi jeg smører en masse makeup i ansigtet. Jeg bliver ikke glad fordi jeg smider billederne en tur igennem en voldsom redigering.

Det ydre ændre ikke på hvem jeg er. Det ænder ikke min måde at se og forstå tingene på.
Og det bør heller ikke ændre andres måde, at se mig på.

Så kan I så spørge mig om hvorfor jeg bruger makeup?
– Det gør jeg fordi jeg godt kan lidt at bruge tid på min makeup. Jeg kan godt lide, at prøve nye ting når det kommer til makeup.
Jeg er ikke super god til det, men det gør mig intet. Jeg holder af, at ligge makeup – Ikke kun på mig selv men også mine veninder.
Jeg kan godt lide tanker om, at der ingen regler er når det kommer til makeup.
Hvis du vil gå rundt med en blå eyeliner – så skal du gøre det.
Hvis du vil gå rundt med den vilde highlighter – så skal du gøre det.

Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Så længe du er glad og tilfreds med hvad du har, hvem du er og hvordan du ser ud – er jeg glad.

Makeup definere ikke hvem du er som person.
You don’t need it.

// Sarah Katrine
Instagram – sarahkatrinekat

Min barndom var god. Jeg har altid haft en familie, som har passet på mig. En far, som jeg altid har set som min helt. En mor, som jeg altid har set som min klippe. En storebror, som jeg altid har set som min bedsteven.
Når jeg kigger tilbage, kan jeg ikke huske synderlig meget. Jeg kan huske nogle perioder, hvis min familie fortæller mig om det. Men ellers er det desværre det negative, som fylder mest.

Første gang jeg oplevede mobning, var jeg 5 år. Og der har jeg også tidligere skrevet om på min gamle blog på Bloggersdelight.dk.
Det har været alt fra mit udseende til min stemme. Der er ikke noget, som jeg ikke har hørt før.
Det har selvfølgelig fyldt meget. Jeg har aldrig været den, der har sagt mest i skolen. Jeg har aldrig rigtig synes jeg var smuk eller god nok. Jeg har været så usikker, og er det stadig til tider.

Jeg siger ikke så meget, for hvad nu hvis folk de kommentere på min stemme?
Jeg observere og tænker langt mere end jeg snakker.

Der har været en periode i mit liv, som jeg aldrig glemmer – lige meget hvor meget jeg nu end ønsker det.
Det er en periode i mit liv, som er rigtig rigtig svær for mig, at snakke om.
Hele min verden faldt sammen om ørerne på mig. Jeg vidste ikke hvad der var op og ned. Jeg kunne intet gøre.

Vi mistede alt. Det eneste vi havde tilbage, var hinanden – Og det er jeg så taknemlig for. Hvis min familie ikke var der, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. De er mit et og alt!

Jeg har mistet familie medlemmer og min bedsteven, og jeg kan ikke huske dem sådan rigtigt. Deres stemmer er væk. Deres ansigter kan kun ses meget utydeligt i mine drømme. Deres kram og deres duft, er for længst væk. Jeg kan intet huske.
Jeg har stadig ikke forstået, at de hver især ikke længere er her. Og det er alligevel mange år siden jeg for første gang mistede en af mine familiemedlemmer. Jeg var seks år, da jeg mistede min mormor. Og jeg forstår det stadig ikke.
Det er ikke fair. Og det er slet ikke fair, at jeg slet ikke kan huske hende.

Men igen – Jeg er så ubeskrivelig glad for, at min familie har været der hele vejen igennem!
Uden min familie, aner jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Min familie betyder alt for mig.

Min helt, min klippe og min bedsteven.
Og oveni det har jeg fået en skøn papfar, papsøster, papbror og jordens dejligste lillesøster.

Nok husker jeg ikke meget, men I vil aldrig blive glemt.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

Vi har vel alle noget vi drømmer om. Jeg drømmer om mange ting, og det her bliver en mindre “serie”, der kommer til at kører på min blog.
“Jeg drømmer….” bliver en række indlæg hvor jeg fortæller om forskellige ting, som jeg drømmer om.
Og dette bliver det første indlæg;

Jeg drømmer om at rejse. Jeg drømmer om, at opleve verden. Jeg drømmer om, at opleve de forskellige kulturer. Jeg drømmer, om at opleve natureren. Jeg drømmer om, at se de forskellige byer.

Drømme rejsen?
Der er nogle stykker, og lad mig vise jer top tre!

1. GRØNLAND
   
   Jeg har altid drømt om, at komme til Grønland. Et, for at se den vidunderlige natur. To, for at se hvor jeg kommer fra.
   Jeg er, som mange nok ved, kvart grønlænder. Men jeg har aldrig haft det helt store kendskab til min grønlandske side af familien. Jeg vil så gerne se hvor jeg kommer fra. Møde mennesker, som måske kan fortælle mig noget om hvor jeg kommer fra, hvem min familie var.
   
2. NEW YORK
   Hvem drømmer ikke om, at komme til NYC?
   Jeg vil så gerne opleve NY. Opleve de flere hundere meter høje bygninger. De brede veje, fyldt med biler og byens støj. Parkernes ro og stilhed. De mange forskellige mennesker og bare deres by i det hele taget.
   
3. LONDON
   London, London, London. En smuk by. Jeg har altid drømt om, at komme til London.
   Opleve deres historie. De små finde gader, samt de store meget besøgte steder.
   London er endnu en by, som jeg bare må besøge en dag!
   

   ---

   ---

   Tre steder, som jeg bare SKAL besøge inden jeg forlader denne verden.
   Der er mange steder, som jeg bare skal besøge – men hvis jeg skulle vise jer dem alle, så vil dette indlæg ikke have en ende.

   Hvor vil I hen?

   ---

   ---

   // Sarah Katrine
   Instagram – sarahkatrinekat

Jeg føler mig fanget. Jeg føler mig presset. Jeg føler mig afhængelig af andre mennesker. Jeg føler mig flov.

Jeg er fanget. Jeg er fanget i en ond cirkel og den føles umulig at bryde. Jeg vågner og har ikke lyst til, at stå ud af sengen. Jeg ligger i sengen med dynen over mit hoved. Jeg er krøllet helt sammen og mine tanker skændes. Min sunde fornuft ved godt, at det er bedst at komme ud af sengen, men mine tanker fortæller mig, at jeg skal blive liggende.
Jeg sætter mig langt om længe på sengekanten. Tankerne prøver, at fortælle mig at jeg bør ligge mig igen.
Jeg rejser mig op og kigger mig selv i spejlet. Jeg ryster på hovedet og fjerne den tåre, der langsomt triller ned ad min kind.
Jeg finder tøj frem og kigger på det længe, før jeg kan hive blusen ned over hovedet og bukserne tages på.
Jeg sætter mig og kigger ud af vinduet. Der kan jeg sidde i flere timer.
Der er stille og kun mine tanker kan høres.

Samme ting sker – hver eneste dag.

Jeg føler mig presset. Folk vil så gerne have, at jeg laver noget. De vil have mig igang med enten arbejde eller uddannelse. Men hvordan? Jeg kan dårligt nok komme ud af sengen – og når jeg så endelig er kommet ud af sengen, skal jeg til at kæmpe endnu en kamp. En kamp med mine tanker om hvor vidt jeg burde gå ud eller blive inde.
Når jeg kommer ud af døren, bliver jeg bange for selv den mindste lyd. Jeg bliver bange for mennesker, som går forbi mig. Ved siden af mig. Bag mig. Foran mig. Jeg bliver bange for hver eneste bil.
Hvordan skal jeg nogensinde blive i stand til, at komme i gang med arbejde eller uddannelse?

Jeg føler mig afhængelig af andre mennesker. Deres nærvær.
Jeg kan ikke gå alene. Jeg kan ikke være alene. Jeg kan ingen ting gøre selv.
Jeg har brug for, at der er én ved mig hele tiden. Og det gør ondt. Det gør ondt, at jeg ikke kan gøre noget selv.

Jeg føler mig flov. Jeg er flov over, at jeg konstant skal have en med mig. Jeg føler mig flov, når jeg bliver nødt til at spørge familie eller venner om at gøre ting for mig, fordi jeg ikke kan selv.
Jeg føler mig flov, når jeg kan stå i kø i Netto og tårende triller ned ad mine kinder, jeg ryster og min krop går i baglås. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke sige noget.
Jeg føler mig flov, når jeg kan stå med i byen og prøve, at kontrollere min vejrtrækning, så jeg ikke bliver svimmel.

Jeg føler mig ikke som mig selv længere.
Jeg føler mig fanget.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

Det lyder voldsomt – og det er det måske også. Men lad mig prøve, at forklare det:

Du er vant til at du ingen energi har, og lysten til at komme ud af sengen er der ikke længere. Du kan ligge og kigge ud i luften i flere timer. Du kan begynde, at græde selv over den mindste ting. Du er vant til, at dine tanker leger med dig. Du er vant til, at skulle fake et smil og fake din latter.
Du husker ikke rigtig hvordan tingene var, før den tunge og mørke sky fandt dig – og begyndte at følge dig over alt.
Skyen hænger over dit hoved, lige meget hvor du er og hvem du er sammen med. Nogle gange er skyen større end andre. Nogle gange hænger den der bare – andre gange kan det føles som en torden fyldt sky, som buldre og brager.

Jeg har næsten glemt hvordan det var, inden jeg blev ramt af depression.
Jeg er vant til det her nu – Og jeg ved ikke om jeg er klar på, at skulle komme væk.
Det her er blevet en del af mit liv – en del af mig.

Men mon ikke det bliver rart, når jeg en dag kan sige;
“Jeg gjorde det!”

// Sarah Katrine

Instagram – sarahkatrinekat

Èn tårer triller ned ad min kind.
Jeg kigger mod himlen og hvisker;
“Jeg gør mit bedste. Jeg vil ikke skuffe dig.”

Jeg savner dig, ved min side. Jeg savner din stemme. Jeg savner din latter. Jeg savner min ven.

Jeg glemmer aldrig den dag jeg fik fortalt, at du ikke længere var blandt os. Jeg forstod intet. Du var kun lige begyndt på livet. Du havde så meget du gerne ville – vi havde så meget vi gerne ville. Men du er her ikke, og det gør ondt.
Du har altid troet på mig. Du har løftet mig op når jeg faldt ned.

Jeg vil gøre lige det jeg drømmer om. Jeg vil vinde den her kamp.
Jeg vil gøre dig stolt.

Oliver – Du er ikke gået bort. Du er bare gået i forvejen.
Jeg glemmer dig aldrig.

// Sarah Katrine

Instagram – Sarahkatrinekat

Hvorfor gjorde du det?
Hvor ville du hen med det?
Hvorfor skulle det lige være os?
Hvordan vidste du, hvor vi var?
Hvordan fandt du os?
Hvad fik dig til at tænke, at det du gjorde var i orden?
Kan du se dig selv i øjnene den dag i dag?
Har du glemt os, eller tænker du stadig på os?
Gør du det du gjorde mod os, mod nogle andre nu?
Hvor er du nu?
Er du tæt på mig?
Hvordan kunne du gøre det?
Hvordan kunne du slippe af sted med det?

Der er mange spørgsmål, som jeg aldrig får svar på. Og hvis jeg en dag fik muligheden for, at stille dig disse spørgsmål, så ved jeg ærlig talt ikke om jeg er klar på at hører dine svar. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle reagere hvis du en dag kunne besvare mine spørgsmål.

Ville jeg blive lettet? Ville jeg blive vred? Ville jeg blive ked af det? Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Du ødelagde mig.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat

Jeg glemmer alt når jeg står der.
Står der foran kameraet.

Jeg glemmer alt hvad der er omkring mig, når jeg gør det jeg elsker og når jeg gør det som jeg gerne vil.
Jeg ved, at mange ikke tror på mig og at mange griner af mig, når jeg fortæller dem om min drøm. Men jeg er ligeglad med deres mening og holdning. Det er det her jeg vil og det er det jeg elsker.

Jeg har hørt meget for det – og jeg hører stadig meget for det. Men det skal ikke stoppe mig.
Jeg ved det bliver hårdt, men det er langt fra det hårdeste jeg har været igennem. Så hvorfor give op?
Jeg ved det er krav, som jeg ikke lige kan leve op til – men så kan jeg noget andet og det er det jeg fokusere på.
Om folk tror på mig eller ej.

// Sarah Katrine

Instagram – Sarahkatrinekat

Jeg mærker din hånd mod min kind.
Jeg hører din stemme sige, at det hele nok skal gå.
Jeg mærker dine arme omfavne mig.
Jeg mærker din kærlighed.

Jeg kigger rundt men du er stadig ikke til at se.
Jeg gnider mine øjne.
Det hele var bare en drøm.

Det er hårdt at miste dem man elsker og holder af. Men De vil altid være der på en eller anden måde.

Oliver – Jeg forstår det stadig ikke.
Moster – Jeg fik ikke sagt farvel.
Mormor – Jeg kigger på vores stjerne hver stjerneklar nat.

I er ikke gået bort – I er bare gået i forvejen.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat