Nu er det sikkert mor der har vist dig dette indlæg og bedt dig om, at læse det. Men bare du læser det.
Da jeg var lille troede jeg, at vi var tvillinger. Men det var vi åbenbart ikke.
Du har været pisse irriterende og det har jeg sikkert også selv. Vi har sloges, vi har skændes men vi har haft en masse gode timer.
Hoppet fra sengen ned på en madras, Filmet små film på legepladser, spillet fodbold, PlayStation og en masse andre ting.
Du har passet på mig, når folk kaldte mig det ene og det andet, trøster mig når drengene har været dumme, holdt om mig når jeg havde allermest brug for det.
Du var hende, som hjælp mig, da jeg troede jeg skulle dø, da jeg fik min første menstruation lige inden en fodboldtræning.
Du var hende, som gik med til lægen da jeg ikke længere kunne komme ud af sengen om morgen.
Du var hende som, sang for mig når jeg var for bange til, at sove.
Du er den smukkeste kvinde på denne jord.
Tak fordi du har lyttet til mig når jeg har brokket mig over åndssvage drenge, menstruationssmerter, dumme piger som ikke har opført sig pænt, dumme lærer som ikke har kunne forstå hvorfor jeg ikke kunne.
Du er min helt. Du var der da hele min verden faldt fra hinanden for ca. 10 år siden. Du var der for os alle tre.
Du var der for mor da hun manglede din hjælp. Du var der for Frederik og mig, da vi var bange og frustreret.
Jeg glemmer aldrig den aften. Den aften du redet mig ud af en situation, som jeg ikke ved hvornår og hvordan opstod. Da jeg så dig komme kørende den aften, følte jeg endelig en form for ro i min krop.
Vores mange timer i bilen og de mange timers gåen rundt, er noget som jeg helt sikkert sætter rigtig stor pris på. Det er der jeg slapper allermest af. Vi snakker om alt fra fotografi til livet, til de mange historier du kan fortælle, til døden. Der er ikke plads til de mange ustyrlige tanker, som farer rundt i hovedet på mig konstant.
Du har lært mig meget om rigtig mange ting. Fotografi osv. Men matematikken kommer jeg vidst aldrig til, at forstå. Trods de mange timer og gange du har forsøgt, at lære mig det.
I’m laying in bed a night with tears rolling down my cheeks.
I close my eyes and all the sudden I can see you, just like if you were standing in front of me. I can smell your perfume and feel your arms wrapped around me. I can feel your heart beat against my cheek. It feels safe.
I open my eyes and I look at the sky.
“Can you see that star over there, Sarah? It’s your star and when I’m no longer here, I’ll be on the star. I’ll watch you from above. I’ll see you grow up, I’ll see you fighting for your dreams, I’ll see you smile.”
I look for the star but I can’t find it, so I close my eyes and and pray for it to be there when I open them again.
I’ll pray for you to be there.
“Please be there when I open my eyes. I need you.” Tears keep rolling and my entire body is shaking.
I open my eyes and start looking for the star once again. And finally – I can see it. I can see you.
No more tears and a smile appears on my lips again. I feel safe. I know you’re with me.
I miss you, but I know I’ll see you again. But until then, I know where to look when everything is falling apart and I know where to look when I don’t feel safe.
Jeg beklager på forhånd negativitet i dette indlæg.
Jeg er endnu en gang blevet beskyldt for, at opdigte min depression osv. og nu går grænsen.
Hvorfor fanden skulle jeg lyve omkring noget så alvorligt, som depression, angst og PTSD?
Måske har jeg ikke været god nok til, at lukke Jer ind i min hverdag, måske skal det skæres mere ud i pap – jeg ved det ikke om det er muligt, men jeg kan da gøre et forsøg.
De sidste par år, har jeg ikke kunne gennemfører et eneste skole forløb. Det var heldigt, at jeg kunne komme gennem 9. Klasse og få mit afgangsbevis. Den gang var jeg virkelig skoletræt og mobning hjælp ikke – tvært imod.
Sygedagene blev flere og flere, karakterene blev lavere og lavere, motivationen forsvandt og jeg kunne ærligtalt ikke se mig selv gennemfører 9. Klasse.
Det lykkes og sommerferien kom. Den blev brugt til, at få skabt ro og orden i mine tusindvis af tanker. Og da ferien sluttede var det tid til, at starte 10. Klasse. Jeg kunne ikke komme op om morgen og det blev svært for mig, at være omgivet af en masse mennesker. Jeg fik advarsler og jeg fik den ene samtale efter den anden. Mine sygedage var flere end de dage hvor jeg faktisk mødte op.
Jeg gik der i ca. tre måneder, da jeg lyttede til mig selv og min krop – jeg kunne ikke mere. Jeg stoppede i 10. Klasse og det var der halvandet år uden skole, ordenlig dagsrytme og lysten til tingene, forsvandt.
Jeg lå i min seng det meste af tiden – jeg kunne ikke komme ud.
Min mor og jeg gik til lægen, hvor jeg fik konstateret depression samt social angst.
Det var ikke noget jeg vidste meget om på det tidspunkt, men alligevel blev jeg ked af det. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig mødt nogle som havde det, de havde i hvertfald ikke snakket om det – så det var nyt for mig. Jeg følte lidt, at jeg blev sat i bås. Jeg fungerede jo ikke som dem i min omgangskreds? Og jeg har aldrig følt, at jeg passede ind da jeg i mange år er blevet stemplet pga. mit knap så danske udseende og en stemme som, i følge dem, skilte sig en del ud fra alle andres. Og nu? Ja, nu passede jeg jo slet ikke ind.
Tiden gik og jeg fik afvide, at der var noget der hed produktionsskole. Ikke noget som jeg har hørt synderligt meget om, men der kom jeg ud.
5. Januar 2015 – var dagen jeg startede på Sydfyns Erhversforskole, på natur og friluft linjen. Ikke noget jeg nogensinde havde forstillet mig, at jeg skulle lave.
Men det startede godt ud og jeg blev taget rigtig godt imod. Jeg havde dog stadig problemer med at komme ud af sengen om morgen. Så jeg stod gerne et par timer tidligere op end jeg burde – så jeg kunne overbevise mig om, at det ikke ville ske mig noget hvis jeg gik ud af døren og skabe ro i mit hoved.
Der gik jeg i 8-9 måneder ca. da jeg en dag bliver ringet op og får afvide, at jeg ikke skal møde op igen. Jeg blev kaldt til samtale og der ville de bare, endnu en gang, fortælle mig at jeg ikke skulle møde op igen.
Der faldt det hele endnu en gang sammen. Jeg havde kun få måneder tilbage af det år jeg kunne gå der. Jeg kunne ikke engang gennemfører dét.
De kunne ikke håndtere mig pga. min angst.
Månederne gik og jeg kom ned til noget, som hedder QuickCare. Der skulle jeg “lærer” at skrive CV, samt ansøgninger. Udover det var der noget træning i ét af de lokale fitness center – Det skulle hjælpe mig med, at få udløst nogle endorfiner, som gerne skulle hjælpe mig med at bekæmpe min depression. Træningen skulle også få mig til, at have det nemmere med at være blandt andre mennesker.
Og det gik egentlig ok. Jeg fik det nemmere ved, at gå ud og komme op af sengen. Jeg skrev en ansøgning til den uddannelse, som jeg i mange år havde drømt om. Jeg kom ind. Jeg kunne endelig komme i gang med uddannelse, som alle andre i min omgangskreds. Jeg kunne noget.
Jeg fik et par måneder fri og skulle egentlig bare have styr på mine tanker og det gik godt.
Men den 3. August 2016, blev det hele endnu en gang vendt op og ned – kun tre dage før skolestart på min drømme uddannelse.
En mand grab fat i mig ved skoven, da jeg var på vej hjem fra min kæreste. Og natten blev brugt på, at snakke med politi samt forældre.
Jeg blev endnu en gang bange for at gå ud, og jeg havde endnu en gang svært ved, at have en normal hverdag.
Søvnløse nætter var der mange af og tåre trillede ned, én efter én.
Tiden gik og jeg fik tid til, at arbejde lidt med mig selv. Og jeg troede egentlig, at jeg var klar igen, så jeg kom ud på Sydfyns Erhversforskole igen og de første par dage var egentlig ok. Men så blev det igen svært. Jeg mødte ikke op som jeg skulle og jeg fik ikke lavet det jeg skulle.
Jeg blev nødt til, at stoppe efter et par måneder med flere sygedage end dage hvor jeg mødte op.
Nu er det den 16. Januar 2017, og jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg går hjemme og er bange, ked af det, skuffet, vred, frustreret og en masse andre følelser, som jeg ikke ved hvordan jeg kan beskrive.
Hvis Du stadig mener, at alt dette er opdigtet, så ville jeg nok råde dig til ikke at læse denne blev længere.
