Kære mormor

Kære mormor

Idag er der tretten år siden, du tog tog dit sidste åndedrag og lukkede dine øjne.
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Jeg husker ikke særlig meget fra den gang du stadig var blandt os, men lidt husker jeg dog.
Jeg kan huske, at vi aftalte at du ville sidde på en stjerne, når du en dag ikke var her længere. Men det er ikke hvilken som helst stjerne. Du sagde til mig, at du ville sidde på min stjerne – og peget derefter op på den klareste og smukkeste stjerne, vi kunne se.

Da du var gået bort, stod vi ofte og vinkede op til dig på stjernen.
Hver eneste stjerneklare aften, kigger jeg op og vinker til dig. Tænker på om du mon kan se mig og om du har det godt hvor du er nu.

Jeg håber, at du kan se mig og at du er stolt af mig.
Jeg ville ønske, at du kunne holde om mig i de svære tider og smile og le med mig, i det gode tider.
Jeg ville ønske, at vi kunne spole tiden tilbage. Tilbage til den gang hvor jeg var lille og ikke turde sove alene. De nætter hvor jeg kom løbende hen til din seng, og spurgte om jeg ikke måtte sove hos dig. Du sagde ja, og jeg lagde mig i din seng. Der følte jeg mig tryg.

Jeg husker, at du ofte sad ved dit spisebord og spille kort. Du havde en sort taske liggende ved siden af dig.
Jeg var ikke særlig gammel, og tænkte derfor ikke rigtig over, at man nok ikke bør træde på en taske. Det fandt vi ihvertfald ud af, at man ikke skulle- ihvertfald ikke når der lå noget i den!
Du åbnede tasken og så, at jeg havde mast dine bananer.

Jeg husker også, at du sendte Frederik og jeg ned til bageren. Vi havde fået lidt penge med, så vi kunne købe nogle småkager. Vi løb hen over brostene i bare tær. Og vi spille fodbold i gården.
Jeg var seks år gammel, og skulle derfor snart starte i skole. Du havde lovet mig, at du ville give mig min allerførste skoletaske. Men du kunne ikke selv gå ned og købe den – så det måtte mor gøre. Det er lige meget hvem der købte den – Jeg var glad for den, og din tanke var sød.
De bedste morgner var når jeg vågnede op nede ved dig, og sad i nattøj. Du havde købt min ynglings yoghurt – Pære/banan yoghurt.

Jeg husker ikke din stemme eller dine øjne. Jeg husker ikke dit smil eller din latter.
Og det gør ondt – Jeg ville ønske, at jeg kunne se dig bare en sidste gang. Snakke med dig igen og grine med dig igen.

Mor har fortalt mig, at mit hår minder om dit. Og pludselig er jeg ikke så træt af det ustyrelige hår jeg går rundt med.
Mor har også fortalt mig, at jeg var den eneste der måtte lege med dit hår. Flette og børste det. Det måtte mor aldrig, fordi du ikke kunne lide det. Mor kan heller ikke lide når man leger med hendes hår.

Nu er jeg nitten år gammel – Og jeg elsker dig stadig.

Nu tror jeg ikke, at jeg har mere at sige. Måske en anden gang.
Jeg håber, at du har det godt og at du er stolt af mig.

Vi ses når det bliver min tur – Det går forhåbentlig mange år. Jeg har en masse jeg gerne vil opleve – og jeg ved, at du vil være der til, at se det. Ikke fysisk men i mine tanker og i mit hjerte – og ikke mindst på den klareste og smukkeste stjerne.

At miste gør ondt.
At savne gør ondt.
Men husk på – at det gør det kun fordi den du mister, er en du elsker og holder af.

// Sarah Katrine
Instagram – sarahkatrinekat