Jeg føler mig fanget

Jeg føler mig fanget. Jeg føler mig presset. Jeg føler mig afhængelig af andre mennesker. Jeg føler mig flov.

Jeg er fanget. Jeg er fanget i en ond cirkel og den føles umulig at bryde. Jeg vågner og har ikke lyst til, at stå ud af sengen. Jeg ligger i sengen med dynen over mit hoved. Jeg er krøllet helt sammen og mine tanker skændes. Min sunde fornuft ved godt, at det er bedst at komme ud af sengen, men mine tanker fortæller mig, at jeg skal blive liggende.
Jeg sætter mig langt om længe på sengekanten. Tankerne prøver, at fortælle mig at jeg bør ligge mig igen.
Jeg rejser mig op og kigger mig selv i spejlet. Jeg ryster på hovedet og fjerne den tåre, der langsomt triller ned ad min kind.
Jeg finder tøj frem og kigger på det længe, før jeg kan hive blusen ned over hovedet og bukserne tages på.
Jeg sætter mig og kigger ud af vinduet. Der kan jeg sidde i flere timer.
Der er stille og kun mine tanker kan høres.

Samme ting sker – hver eneste dag.

Jeg føler mig presset. Folk vil så gerne have, at jeg laver noget. De vil have mig igang med enten arbejde eller uddannelse. Men hvordan? Jeg kan dårligt nok komme ud af sengen – og når jeg så endelig er kommet ud af sengen, skal jeg til at kæmpe endnu en kamp. En kamp med mine tanker om hvor vidt jeg burde gå ud eller blive inde.
Når jeg kommer ud af døren, bliver jeg bange for selv den mindste lyd. Jeg bliver bange for mennesker, som går forbi mig. Ved siden af mig. Bag mig. Foran mig. Jeg bliver bange for hver eneste bil.
Hvordan skal jeg nogensinde blive i stand til, at komme i gang med arbejde eller uddannelse?

Jeg føler mig afhængelig af andre mennesker. Deres nærvær.
Jeg kan ikke gå alene. Jeg kan ikke være alene. Jeg kan ingen ting gøre selv.
Jeg har brug for, at der er én ved mig hele tiden. Og det gør ondt. Det gør ondt, at jeg ikke kan gøre noget selv.

Jeg føler mig flov. Jeg er flov over, at jeg konstant skal have en med mig. Jeg føler mig flov, når jeg bliver nødt til at spørge familie eller venner om at gøre ting for mig, fordi jeg ikke kan selv.
Jeg føler mig flov, når jeg kan stå i kø i Netto og tårende triller ned ad mine kinder, jeg ryster og min krop går i baglås. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke sige noget.
Jeg føler mig flov, når jeg kan stå med i byen og prøve, at kontrollere min vejrtrækning, så jeg ikke bliver svimmel.

Jeg føler mig ikke som mig selv længere.
Jeg føler mig fanget.

// Sarah Katrine
Instagram – Sarahkatrinekat