“In a strange way, I had fallen in love with my depression.”

Det lyder voldsomt – og det er det måske også. Men lad mig prøve, at forklare det:

Du er vant til at du ingen energi har, og lysten til at komme ud af sengen er der ikke længere. Du kan ligge og kigge ud i luften i flere timer. Du kan begynde, at græde selv over den mindste ting. Du er vant til, at dine tanker leger med dig. Du er vant til, at skulle fake et smil og fake din latter.
Du husker ikke rigtig hvordan tingene var, før den tunge og mørke sky fandt dig – og begyndte at følge dig over alt.
Skyen hænger over dit hoved, lige meget hvor du er og hvem du er sammen med. Nogle gange er skyen større end andre. Nogle gange hænger den der bare – andre gange kan det føles som en torden fyldt sky, som buldre og brager.

Jeg har næsten glemt hvordan det var, inden jeg blev ramt af depression.
Jeg er vant til det her nu – Og jeg ved ikke om jeg er klar på, at skulle komme væk.
Det her er blevet en del af mit liv – en del af mig.

Men mon ikke det bliver rart, når jeg en dag kan sige;
“Jeg gjorde det!”

// Sarah Katrine

Instagram – sarahkatrinekat