ALONE // SARAH KATRINE

“Jeg føler mig alene, men det er jeg ikke.
Jeg har en mørk skygge efter mig, lige meget hvor jeg er.
Skyggen får mig til, at græde selv på mine gode dage.
Skyggen gør mig bange og den får mig til, at føle mig tryg,
den gør mig ked af det og den får mig til at føle, at jeg ikke er alene,
alt sammen på samme tid.

Jeg mødte denne skygge for nogle år siden, og nogle gange føleles det som om, det er alt hvad jeg har.
Men jeg ved, at jeg har meget mere end den åndsvage skygge.
Og at jeg ikke har brug for den.

Men jeg kan ikke slippe af med de.
Lige meget hvor meget jeg prøver.

Den er der når jeg lukker mine øjne.
Den er der når jeg er sammen med mine venner.
Den er der når jeg spiser aftensmad.
Den er der, lige meget hvad jeg laver.”

“I feel alone, but i’m not.
I have a dark shadow following me, no matter where i go.
The shadow makes me cry, even on my happiest days.
The shadow makes me scared and makes me feel safe,
it makes me sad and it makes me feel like i’m not alone,
all on the same time.
I met this shadow years ago, and sometimes it feels like it’s all i have.
But i know i have way more than that stupid shadow.
And that i know i don’t need it.

But i can’t get rid of it.
No matter how hard i try, i just can’t.

It’s there when i close my eyes.
It’s there when i’m with my friends.
It’s there when i’m eating dinner.
It’s there, no matter what i’m doing.”